






 |
| Skifterammen nr. 58 - april 2005: |
| INDHOLD:
1. Forsidebilledet
2. Året, der gik
3.
Liselotte Tiller Sørensen - udstilling i marts
4. N. P. Dahlerup -
udstilling i maj
5. 3 generationer af kunstnerfamilien Hoff
6. Kunsttur til Fyn i
maj
7. Grafikudstilling
med 11 kunstnere i juni
8. Nye malekurser med Ulrik
Hoff
9. Lokale udstillingssteder for lokale
udstillere
10. Nyt
11. Atelierbesøg og maledag i august
12.
Generalforsamling 11. april
13. Visioner omkring kommunesammenlægningen.
14. Foreningskalender
15. Andre
arrangementer
16. Kontingent 2005
|
| Forsidebilledet: Liselotte Tiller
Sørensen:
„Photosensitive", 2002
Olie på lærred 120 x 100 cm
Til top |
| Året der gik
2004 blev et meget turbulent år i kunstforeningen. To planlagte
udstillinger måtte af forskellige årsager aflyses og erstattes
af andre. Det var udstillingen med værker af Poul Winther i
tilknytning til afsløringen af hans vandskulptur ved
Møllelundgården samt udstillingen med filmplakater af Sven
Brasch i forbindelse med Borup Kinos 80 års jubilæum. Vi
forsøger at gennemføre begge udstillinger på et senere
tidspunkt.
Trods alt lykkedes det dog at gennemføre en
række seværdige udstillinger. Den første var den fine udstilling
med Eva Carstensen, Gitte Egebak Henriksen, Heide Schmiedel og
Angela Weiskam. Den blev fulgt op af udstillingen med
fotografier af Bent Riis og derefter malerier af Finn Mickelborg.
I maj-juni viste vi udstillingen „FraAron til Aka", med de to
grønlandske kunstnere Aron fra Kangeq og Aka Høegh. Den 25.
folkeudstilling havde fernisering på Kulturnatten. Det er
glædeligt, at Folkeudstillingen har kunnet holde den gode
kvalitet, den har haft de senere år. Efter en pause sluttede
året med udstillingen „Masken og Tæppet" med værker af Kirsten
Gitz-Johansen og Jens Friis.
Netop i år, hvor aflyste udstillinger ramte
os, havde vi stor hjælp af Sammenslutningen af Danske
Kunstforeningers vandreudstillinger. Det var derfor en meget
trist meddelelse, vi fik, da Kunststyrelsen afbrød den
mangeårige støtte til Sekretariatet for Vandreudstillinger.
Sekretariatet, der formidler vandreudstillingerne til
seminarier, gymnasier og Sammenslutningens over 100
kunstforeninger. For Sammenslutningen drejede det sig om et
årligt driftstilsklud på 300.000 kr, der først og fremmest
bruges til at betale kunstnerne for leje af værker.
Det er temmelig uforståeligt, at Staten har slået hånden af
denne omfattende aktivitet - den største samlede, landsdækkende
kunstformidling. Sekretariatet har været en meget stor støtte
for kunstforeningerne, og for mange af dem vil det have
alvorlige konsekvenser. De tre medarbejdere blev omgående fyret,
og vandreudstillingernes fremtid er stadig uafklaret. Det er et
hårdt slag mod al den frivillige og ulønnede kunstformidling og
vil forringe kunstmiljøet udenfor museer og gallerier.
Kunstforeningerne er for mange mennesker indgangen til den
øvrige kunstverden.
Til top
|
|
Liselotte Tiller Sørensen - udstilling i
marts Liselotte Tiller
Sørensen er født i Køge i 1961. Hun blev uddannet på Danmarks
Designskole 1982-85 og derefter på Kunstakademiet i København
hos bl.a. Hein Heinsen og Mogens Møller 1986-93. Endelig er hun
uddannet som cand. phil. i Teori og Formidling fra Akademiet.
Hun debuterede på Kunstnernes
Efterårsudstilling i 1987 og har siden deltaget i flere
censurerede udstillinger som Charlottenborgs Forårs- og
Efterårsudstillinger.
Liselotte Tiller Sørensen er godt kendt på
egnen bl.a. fra udstillingen på Køge Skitsesamling i 89,
udsmykningen af Køge Musikskole, Asgårdsskolen i Ølby samt
hendes portræt af borgmester Willy Eliasen i Køge.
Liselotte Tiller Sørensens kunstneriske virkefelt er
maleriet. Hun har si
den sin debut i slutningen af 1980erne
primært arbejdet med olie på lærred. Det er den klassiske teknik
i et nutidigt billedsprog, T.S. afprøver i sit maleri ... I sine
senere værker har T.S. afprøvet andre maleriske udtryk, bl.a.
det abstrakt-ekspressionistiske. Arbejdet med farven,
stofligheden og det sanse-nære er trådt i forgrunden.
Kompositionerne er tætte og dramatiske, farveholdningen mørk og
glødende ... (Weilbach, Dansk Kunstnerleksikon)
Separatudstillinger:
Køge Galleriet og Køge Skitsesamling 1989;
Folketinget 1991; Galleri Skovgaard & Frydensberg 1992, 1993;
Reed Gallery 1995, 1996, 1998; Galleri Lund og Lund 1999;
Galleri Egelund 2000.
Gruppeudstillinger:
Efterårsudstillingen, Focus 6, Gl. Holtegaard
1987; Charlottenborgs Forårsudstilling 1988, 1990;
Charlottenborgs Efterårsudstilling 1991; Proms, Brandts
Klædefabrik 1992; Udgang 93, Kristiansstad 1993; Krypto, Holmens
Kirke 1993; „Rejsende blandt floder og bjerge" sammen med Merete
Barker, Køge Skitsesamling; Art Copenhagen, Forum 1995, 1996,
2000; Cyperport, Nikolaj 1996; Pit Stop - Free to Go, Silvia W.
Gallery, New York 1997; Galleri Egelunbd 1999; Galleri Veggerby
2002.
Studierejser - og ophold:
USA, Italien, Kina, Tibet, Indien og Nepal.
Udsmykninger:
Investor Partner A/S 1999; Køge Musikskole
2000; Solrød Grafisk ApS 2000; Magistrenes Pensionskasse 2001;
Handelshøjskolen i København 2001; ATP-Huset i Hillerød 2001;
Kuben A/S, København, 2002; Asgårds Skole, Ølby 2004.
Legater:
Det L´ske Legat, Johan Franz Ronges Legat,
Carl Langes Fond, Knud Højgaards Fond.
Til top
|
|
Dahlerup - udstilling i maj
N.P. Dahlerup er født i 1929 i København. Dahlerups kunstneriske
fundament blev allerede lagt i drengeårene. Således havde hans
far, der også var kunstner, eget grafisk værksted, hvor N.P.
Dahlerup ofte opholdt sig og hjalp til.
Gennem sit senere arbejde som tekstilfarver,
offset-trykker, layout-mand, reklametegner, litografisk trykker
og forskellige uddannelser inden for disse områder begyndte hans
egen kunst at tage form og bragte ham frem til det, som skulle
blive hans egentlige virke.
Han er uddannet på Kunsthåndværkerskolen,
Grafisk Højskole, Akademiets Croquisskole og Holbæk
Kunsthøjskole. Han har i en årrække modtaget privat undervisning
hos Peder Tuxen Rosenstand.
Dahlerup udtrykker ofte historier i
billedserier, ligesom hans rejseoplevelser kommer til udtryk i
tegning, grafik og på lærred.
Dahlerup har samtidig med at han malede også
været galleriejer i København og Helsingør. Her viste han
foruden mange udenlandske kunstnere og unge danske malere også
sine egne værker.
Om kunsten i rummet siger han selv: Kender De det? Der er
rum, men trives i, og rum man ikke kan holde ud at være i. Det
kan være møbleringen, tapetet, vinduerne, udsmykningen og ikke
mindst den „ånd", eller lad os kalde det „atmosfære", der
findes, eller der netop mangler i det pågældende rum.
Det, der tilfører rummet det nødvendige tilskud af
livskvalitet, og får os til at fornemme og opleve glæde, velvære
og den positivitet, der er med til at gøre livet til en
fornøjelse.
Det kreative udtryk, der inspirerer os til at udfolde vor
egen kreativitet, giver os selv lyst og mod til at skabe.
Det, vi her taler om, gælder i Deres private hjem, i Deres
virksomhed, kontor og alle de rum, De færdes i.
Rummets „atmosfære" påvirker ikke blot Dem,
men også Deres familie, venner, gæster, kunder og medarbejdere.
Kort sagt påvirker det alle, der færdes i Deres rum og de
steder, De har mulighed for at sætte Deres personlige præg på.
Forestil Dem billeder der passer i netop de
farver, som Deres rum nu er malet i; at de giver atmosfære i
retning af, at netop De har råd og vilje til at betale for et
godt indendørsklima for Dem selv og Dres medmennesker.
Det billede, De vælger, skulle gerne være af
en sådan karakter, at det hele tiden forandrer sig og giver ny
inspiration og glæde til den, der giver sig tid til at se på
det.
N.P. Dahlerup har haft en lang række
udstillinger bl.a. følgende steder: Marienlyst Slot, Galleri
Jensen i Helsingør, Fredensborg Rådhus, Gutenberghus, Risø,
Københavns Teknikum, Rigshospitalet, Billedhuggernes Hus,
Galleri Leopol i Hamborg, Volvo i Sverige, DTU i Lundtofte, ISS
i Nivå, DONG, Biennale i Italien og mange flere.
Skovbo Kunstforening viser malerier af N.P. Dahlerup på
Rådhuset i Borup i maj måned, og der er fernisering søndag den
1, maj kl. 14-16, hvor kunstneren vil være til stede.
Til top
|
|
3 generationer af kunstnerfamilien Hoff
Årets første udstilling var noget ud over det sædvanlige. Vi har
tidligere haft udstilling med Ulrik Hoff (2002), men med
denne udstilling kan vi trække linierne tilbage, men også
fremad. Denne gang fik Ulrik nemlig selskab af datteren
Charlotte, men også af moderen Gerda Elisabeth Hoff.
Gerda Elisabeth Hoff
blev født i Ålborg i 1904 og døde i 1996. Hun
blev uddannet på Kunstakademiet i København hos Rostrup Bøyesen,
Aksel Jørgensen og Sigurd Wandel sammen med bl.a. Ebba
Carstensen, Henry Heerup og Poul Høm. I en periode boede hun i
Paris, hvor hun ligesom Franciska Clausen var elev hos Fernand
Leger og en kort periode også hos André Lhote. Hun var gift med
arkitekten Povl Ernst Hoff, der bl.a. sammen med Bennet Windinge
opførte Høje Gladsaxe.
På grund af familielivet og hensynet til
mandens karriere afbrød hun sin kunstnerløbebane for at hellige
sig familie, hus og have. Til gengæld fik hun stor betydning for
sønnen Ulrik, der gik i moderens fodspor, men også for
barnebarnet Charlotte, som nu er tredje generation af
kunstnerfamilien Hoff.
Gerda Elisabeth Hoff kom aldrig til at
udstille, så denne udstilling er hendes debut hundrede år efter
hendes fødsel. Der er bevaret ni af hendes billeder, to
landskaber og syv portrætter, der alle vistes på udstillingen.
Hendes billeder viser, hvad vi er gået glip af, da hun afbrød
sin karriere.
Ulrik Hoff
viste i 50´erne sin interesse for kunst og
det vakte ikke jubel hos forældrene, men det blev accepteret, da
han valgte at gå i lære som håndværksmaler. Men han ville mere.
Han ville tegne og male billeder. En aften hans forældre var til
selskab hos maleren og tegneren Mogens Zieler, foreslog denne,
at Ulrik gik i mesterlære hos en rigtig kunstmaler. Det blev hos
Kai Mottlau, han lærte at se på billeder og lærte de
grundlæggende teknikker.
I 1960, 22 år gammel, kom han ind på
Kunstakademiet. Han havde svært ved at vænne sig til det
anarkistiske miljø på Akademiet, men mødet med Søren Hjorth
Nielsen og Palle Nielsen betød meget og kom til at præge hans
udvikling. Det var også Hjorth Nielsen, der skaffede ham den
første udstilling i Henning Larsens Kunsthandel i Bredgade. På
debutudstillingen vistes landskabsmalerier fra Tibirke, og denne
egn og det øvrige Nordsjælland har siden været hans foretrukne
motiver indtil for et par år siden, hvor Prins Joakim og
Prinsesse Alexandra hentede ham til Møgeltønder for at male
marsken.
I maj 2002 viste Skovbo Kunstforening en stor
udstilling med hans malerier i Borup, og foreningen har i flere
sæsoner arrangeret tegne- og malekurser med ham som lærer.
Undervisning fylder i det hele taget meget i Ulriks liv. Fra
1977 er mere end 8.000 elever gået gennem hans tegne- og
maleskole i Charlottenlund.
I sine landskabsmalerier har Ulrik Hoff på en
meget kompetent og smuk måde videreført en europæisk og dansk
tradition. Den har ikke hele tiden været lige meget værdsat, men
han har et trofast publikum. „Hans billeder gør én glad for
at være dansker. Han skildrer den danske natur, den som vi alle
drømmer om – sene sommerdage med farver og lys, og hvide
vinterdage med „blå" stemninger" (Bent Forslev, arkitekt MAA).
Charlotte Hoff
der er uddannet designer, har frigjort sig
fra denne billedverden. Hun repræsenterer en ny generation af
malere. Hun udfolder sig helst på store lærreder med kraftfulde,
dynamiske former i et meget moderne formsprog. Det betyder, at
udstillingen fik en meget stor spændvidde fra de ældste billeder
fra før verden gik af lave og frem til det helt moderne maleri.
Det var med stor glæde, at kunstforeningen
kunne vise denne særlige udstilling med tre generationer af
Hoff-familien.
Til top |
|
Kunsttur til Fyn den 29. maj
Forårets udflugt går denne gang til Grimmerhus i Middelfart. På
Grimmerhus vises nutidig keramisk kunst fra hele verden, skabt
efter 1950. Danmarks Keramikmuseum er Nordens eneste museum,
udstillingssted og værkstedscenter for dansk og international
studiokeramik, kunstnerkeramik og keramisk design.
Grimmerhus er en fredet bygning fra 1856 og
er beliggende i en park ved Lillebælt og Kongebroskoven og er en
oplevelse for dem, der kan nyde både natur, arkitektur og
keramikkunst. Ud over den faste samling vises også
særudstillinger, og vi kommer til at se to af disse. Det er en
retrospektiv udstilling med værker af Inge Merete „Buller"
Hermansen i anledning af hendes 60 års fødselsdag og 40 års
jubilæum som keramiker. Den anden er „Netværk 2004" -
resultaterne af unge keramiske kunstneres projektarbejder skabt
på Guldagergaard, den anden del af Dansk Keramikmuseum.
Vi indtager frokosten på „Fænøsund", og på
tilbageturen gør vi ophold i Kunstcafeen i Lundeborg. Vi mødes
ved Borup Station kl. 9 og fordeler os på færrest antal biler.
Kunstforeningen betaler rundvisningen på Grimmerhus, mens vi
hver især betaler transport (delebasis), entré og fortæring.
Nærmere oplysninger om arrangementet foreligger på
generalforsamlingen. Det er Elin Hermansen, der arrangerer turen
og tilmelding sker også til hende.
Yderligere oplysninger om Grimmerhus kan ses
på deres hjemmeside www.grimmerhus.dk.
Til top |
|
Grafikudstilling i Rådhushallen i juni
På udstillingen vises ialt 33 farvelitografier udført på
Brøndums litografiske værksted. Det er værker af 11 af vore
bedste kunstnere - Jens Birkemose, Henrik Have, Pernille
Kløvedal Helweg, Aka Høegh, Bodil Kaalund, Bjørn Nørgaard, Knud
Odde, Tryggvi Olaffson, Leif Sylvester, Arne Haugen Sørensen og
Inge Lise Westman.
Det er en varieret kavalkade af nyere dansk
kunst, hvor hver kunstner er repræsenteret med tre billeder.
Motiverne er oprindelig udført som illustrationer til opkrifter
af kokken Søren Gericke og senere har Brøndum udgivet dem i
kogebogen under titlen „Vandheste fra Rømø. De fleste af de
grafiske blade kan stadig købes - nogle enkelte dog kun ved
bestilling af hele serien.
Til top
|
|
Croquiskursus og malekursus med Ulrik Hoff
Der har været meget stor interesse for at
deltage i kurserne med Ulrik Hoff, så de er næsten blevet en
tradition. Vi gennemfører derfor endnu nogle af slagsen.
Foreløbig har vi aftalt følgende dage:
12. marts og 16. april kl. 10-14.
Det koster 400 kr for medlemmer af
kunstforeningen og 450 kr for andre. Prisen gælder for begge
dage. Tilmelding sker til foreningens kasserer Astrid Tyroll på
tlf. 56 82 10 80.
21. og 22. maj kl. 10-14
holder vi malekursus i Borup, også med Ulrik
Hoff. Prisen for disse to dage er 300 kr for medlemmer og 350 kr
for andre.
For begge kurser gælder, at de første 12 tilmeldte kan
deltage, så det gælder om at være hurtig
Til top |
|
Lokale udstillinger for lokale udstillere
Kunstforeningen har aftaler med nogle af vores firmamedlemmer
om at formidle kontakt til de lokale kunstnere vedr.
udstillinger. Det gælder Tandlægehuset i Borup, Lægehuset i
Bjæverskov, Landbocentrum i Borup og Hinke i Bjæverskov. Hvis du
er interesseret er du velkommen til at snakke med Elin Hermansen
på tlf. 57 52 57 11, da det er hende, der har kontakten til
udstillingsstederne.
Til top |
| Nyt Vi kender mest
Ole Andersen, Bjæverskov for hans smukke
insektfotografier. Mange vil huske den udstilling, vi havde i
1995. Nu har han udgivet en børnebog „Bænkebideren Viggo" på
forfatterforlaget Attika. Ole har leveret teksten, mens det er
Povl Thomsen, der er vokset op i Borup, der har lavet
illustrationerne. Bogen kan købes i boghandelen for 120 kr.
Jyllands Postens galleri på Kongens Nytorv er
lukket. Deolinda Fonseca, som tidligere har udstillet i
Skovbo Kunstforening, blev den sidste udstiller i galleriet.
Lokalerne skal fremover være café.
Nogle af vore tidligere udstillere deltager
indtil 15. maj sammen med 11 andre medlemmer af
„Kunstnerforeningen af 18. november" i en udstilling på
Marienlyst i Helsingør. Det er Vladimir Voronin, Jeff
Ibbo og Deolinda Fonseca.
Selma Michaelsen fra Galleri Åhuset i
Køge fylder 75 år, derfor hylder Kunstforeningen Køge Bugt og
hendes kunstnere hende med en udstilling i Portalen i Greve 9.4.
- 8.5. Der er åbent tirsdag-lørdag kl. 14-17 og søndag kl.
11-15.
De medlemmer, der var med på turen til
Frederikssund, husker gruppen Sten & Papir. De fire
kunstnere Inge-Lise Øhrberg, Emma Løsecke Nielsen, Ines
Sørensen og Steffen Lund kan man gense ved en udstilling i
Rådhushallen i Køge 14. maj til 5. juni.
Kaled Ramadan, som vi tidligere har
udstillet to gange i Rådhushallen har siden kastet sig over
kunsthistorien. 20. og 27. marts viser han rundt på Museet for
Samtidskunst i Roskilde på udstillingen Accent. Rundvisningerne
varer ca. 45 min. og man får samtidig en kort introduktion til
museet og dets samlinger.
Frederikssund Kunstforening er blevet 60 år. Det fejres
med udstillingen „En kunstnerkavalkade" i Langes Magasin,
Østergade 3. Foreningen har i tidens løb haft en række kendte
kunstnere blandt sine medlemmer: Th. Hagedorn Olsen, Emanuel
Nielsen, Syberg, Hjalte Skovgaard og J.F. Willumsen.
Udstrillingsperioden er 27. februar til 13. marts. I Kulturhuset
Elværket vises samtidig en historisk udstilling med plakater,
fotos m.m. vedr. foreningen.
Til
top
|
|
Atelierbesøg og maledag den 21. august
Vi har aftalt atelierbesøg hos Inge Smith Hansen i Veddelev i
hendes smukt beliggende hus lige ned til Roskilde Fjord. Inge
vil dels fortælle om sit arbejde og dels sætte deltagerne i gang
med selv at male. Vi er i færd med at planlægge en spændende og
afvekslende dag, så der kan være god grund til at sætte kryds i
kalenderen. Der vil senere komme mere detaljerede oplysninger om
arrangementet med tilmeldingsfrist, program, pris m.v.
Inge Smith Hansen var med på udstillingen med
amtets kunstnere i 2001 og var den ene af gruppen FUGA, der
udstillede i januar 2003.
Til top |
|
Generalforsamling 11. april
Årets generalforsamling afholdes på Møllelundgaarden i Borup kl.
19.30.
Dagsorden:
1. Valg af dirigent
2. Formandens beretning om årets virksomhed
3. Godkendelse af det reviderede regnskab
4. Godkendelse af budget og kontingent for det kommende
regnskabsår
5. Behandling af indkomne forslag
6. Valg af medlemmer og suppleanter til bestyrelsen
7. Valg af revisor og revisorsuppleant
8. Eventuelt
Efter generalforsamlingen trækkes der lod om
et antal indkøbte kunstværker. Der er værker af Jørgen Nash,
Heide K. Schmiedel, Bent Riis, Lillian Binderup Jensen, Gitte
Egebak Henriksen, Ulrik Hoff, Inge Smith Hansen, Lisbeth Olrik
og Charlotte Hoff.
Til top
|
|
Visioner omkring kommunesammenlægningen
„For borgerne i Skovbo og Køge kommuner opleves kulturen og
naturen som centrale elementer i vores mulighed for at opnå et
oplevelsesrigt og kvalitativt fritidsliv. Dette sammen med et
rigt og alsidigt foreningsliv er vigtige hjørnesten i den
kultur- og fritidspolitik som skal bidrage til vores sammenhold
og vores fælles identitet i den nye Køge Kommune.
Det er fortsat visionen, at det er borgernes
initiativer inden for kultur og fritid, som skal have de bedste
betingelser for at udvikle sig om blive til glæde for de mange.
Kulturpolitisk skal der således fortsat støttes op omkring det
frivillige arbejde inden for idræts- og foreningslivet. Dette
gælder ikke mindst i lokalområderne fordi et fællesskab om
kultur, idræt og foreningsaktiviteter bidrager til at tage et
lokalt medansvar for det lokale bysamfunds udfordringer og
udvikling.
Det er en del af visionen, at vi vil satse på
et rigt og varieret kultur- og fritidsudbud med mange brede
tilbud, men det er også en del af visionen at den nye Køge
Kommune skal være forberedt på at kunne gribe de enestående
ideer og om muligt bidrage til at gøre dem til „fyrtårne" -
enestående oplevelser eller aktiviteter, som sætter kommunens
navn på det kulturelle eller idrætsmæssige landkort og som kan
skabe identitet og inspirere kommunens børn og unge."
(Vision for den nye Køge Kommune, 8. november
2004)
Ovenstående citat stammer fra de aftaler, der
er indgået mellem Skovbo og Køge kommuner, og umiddelbart lyder
det jo lovende, men det vil nok kræve en del at fastholde den
nye kommune på rette kurs.
For Skovbo Kunstforening kan kommunalreformen
få voldsomme konsekvenser. Hvad sker der med Rådhuset? I
øjeblikket er Rådhushallen den eneste mulighed for at afholde
offentlig tilgængelige udstillinger og hvis den mulighed
forsvinder, vil der så kunne skaffes et andet udstillingssted?
Den kommunale støtte til kunstformidlingen gives netop til disse
udstillinger, så der ligger store udfordringer foran os, hvis
kunstforeningen også skal eksistere i fremtiden.
Til top |
| Foreningskalender
6.3. - 31.3. Liselotte Tiller Sørensen - udstilling i
Rådhushallen.
Fernisering søndag den 6. marts kl. 14-16. Se side 4
12.3.+ 16.4. Croquiskursus med Ulrik Hoff. Se side 12
11.4. kl. 19.30 Ordinær generalforsamling.
Møllelundgaarden i Borup.
1.5. - 31.5 N.P. Dahlerup - udstilling af malerier i
Rådhushallen.
Fernisering søndag den 1. maj kl. 14-16. Se side 6
21. + 22.5. Malekursus med Ulrik Hoff i Borup. Se side
12
21. - 22.5. Sammenslutningen af danske Kunstforeningers
årsmøde i Nyborg
29.5. Kunsttur til bl.a. keramikmuseet Grimmerhus i
Middelfart
Program og indbydelse udsendes senere. Se side 10
4.6 - 30.6. Udstilling af farvelitografier i
Rådhushallen
Jens Birkemose, Henrik Have, Pernille Kløvedal Helweg, Aka
Høegh, Bodil Kaalund, Bjørn Nørgaard, Knud Odde, Tryggvi
Olaffson, Leif Sylvester, Arne Haugen Sørensen, Inge Lise
Westmann. Fernisering 4.6. kl. 14-16. Se side 11
21.8. Atelierbesøg hos Inge Smith Hansen. Se side 14
nov.-dec. Den årlige Folkeudstilling
Til top
|
| Andre arrangementer
12.2. - 6.3. Hanne Varming - skulptur. Åhuset, Brogade i
Køge
4.2. - 1.5. Lyset fra evigheden - russiske ikoner.
Vestsjællands Kunstmuseum
19.2. - 3.4. Portalen i Greve. Gudrun Pagter, Carsten
Dahl, Rikke Ahm
12.2. - 13.3. Vinkler. Roskilde Kunstforeninmgs
akvarelannuale 2005 i Palæfløjen
19.2. - 26.3. Helle Egevang udstiller i Galleri Olsen,
Skt. Ols Gade 20, Roskilde
26.2. - 10.4. Walter Barrientos. Galleri NB,
Vindeboder 1, Roskilde
4.3. kl. 18.30 Bankekød & Slagtilfælde.
Kulturforeningen i Skovbo holder koncert med spisning i
Bjæverskov Forsamlingshus. Se www.kulturis.dk
12.3. - 3.4. Charlottenborgs Forårsudstilling
13.3. - 24.4. Sv. Hut Meyer, Charlotte Thorup. Køge
Galleriet, Brogade 7, Køge
19.3. - 23.4. Kjell Nupen. Galleri NB, Roskilde
19.3. - 3.4. Åben udstilling. Rådhushallen i Køge
9.4. - 8.5. Hyldest til Selma. Portalen i Greve. Se
side
9.4. - 1.5. Den Gyldne 2005. Charlottenborg
16.4. - 5.6. Mie Olise Kjærgaard. Galleri NB, Roskilde
5.5. - 27.5. Ib Kell Nielsen. Galleri Blå,
Blågårdsstræde 9, Roskilde
14.5. - 5.6. Sten & Papir. Inge-Lise Øhrberg, Emma Løsecke
Nielsen, Ines Sørensen, Steffen Lund.
1.6. - 15.6. Gruppen Malejdoskop. Rådhushallen i Køge
11.6. - 9.8. Ny europæisk Kunst. Galleri NB, Roskilde
24.6. - 18.9. Lisa Rosenmeier - Det udstrakte Nu.
Museet for Samtidskunst. Roskilde
25.6. - 14.8. Preben Frank Stelvig, Henrik Pryds Beck.
Rådhushallen i Køge
20.8. - 25.9. Susanne Aamund. Galleri NB, Roskilde
3.9. - 2.10. Janusz Tyrpak, Anne Marie Høj.
Rådhushallen i Køge
5.11. - 4.12. Arne Haugen Sørensen. Galleri NB, Roskilde
Til top |
|
Kontingent for 2005 Så er det
igen tid til betaling af kontingent, og sammen med Skifterammen
udsendes girokort. Kontingent bedes indbetalt snarest.
Deltagelse i genralforsamlingen og den efterfølgende
lodtrækning, forudsætter at man har betalt kontingent.
Kontingent for 2005:
Enkeltmedlemmer 200 kr, ægtefæller, pensionister og
studerende 100 kr, firmaer og institutioner 500 kr.
Til top |
|